Designer Thomas Pedersen har sammen med den danske møbelproducent Stouby Furniture skabt sofaen Mirage, en modulbaseret loungesofa med organiske former iklædt markante stikninger. Sofaserien – døbt Mirage – er inspireret af 50’ernes og 60’ernes stil kombineret med optimal siddekomfort, bæredygtigt håndværk og fleksibelt design.
Mirage er Thomas Pedersens første sofadesign, hvor fleksibilitet går hånd i hånd med en stram form kombineret med et imødekommende udtryk.
- I designet af Mirage har jeg vægtet komfort højt, så sofaen inviterer til forskellige siddepositioner, da mennesket altid er i bevægelse. Sofaens runde hjørner medvirker til, at eksempelvis armlæn kan bruges som ryglæn for optimal komfort og dermed udnyttes loungesofaens fulde potentiale. På den visuelle side har jeg søgt at skabe en sofa, der er gennemført smuk fra alle vinkler - også bagfra - så den kan stå frit i rummet, siger Thomas Pedersen.
Designet muliggør anvendelsen af flere forskellige farver og materialer på samme møbel, hvilket giver rig lejlighed til at skabe et individuelt udtryk, der matcher den øvrige indretning. Man kan tilpasse farverne på både korpus, sædehynde, puder og stikninger efter eget ønske. Vælg et ensartet og diskret udtryk eller tilføj en kontrastfarve i stikninger eller puder for et iøjefaldende look.
Mål: Mindste sofa (2,5 personer) måler 180 cm.
Stel: Træ
Pudefyld: Miljøvenligt mdi skum
Betræk: Tekstil eller læder. Tekstil og læder kan kombineres på korpus, sædehynde, ryg- og lændepuder. Ligeledes kan alle elementer sammensættes i farve og tekstiltyper efter ønske.
Ben: Ubehandlet/sæbebehandlet/lakeret eg eller aluminium