Japansk toparkitekt designer for Carl Hansen & Søn



Under møbelmessen i Milano blev Carl Hansen & Søn´s samarbejde med den japanske arkitekt Tadao Ando offentliggjort samtidig med at prototypen på Tadao Andos stoldesign blev præsenteret - skabt som en hyldest til Hans J. Wegner.

Tadao-Ando-chair

- Vi er meget glade for at have indgået dette designsamarbejde med Tadao Ando, som er et oplagt valg for os, idet hans minimalistiske, innovative og funktionelle stil matcher den skandinaviske designfilosofi perfekt. Derfor har vi også store forhåbninger til samarbejdet, der skal medvirke til, at Carl Hansen & Søn udbygger sin internationale designplatform. Det er desuden en stor ære og særdeles inspirerende for os at samarbejde med en arkitekt af hans kaliber, fortæller Knud Erik Hansen, direktør hos Carl Hansen & Søn.

Den japanske, autodidakte arkitekt er kendt for at forene japanske designtraditioner med en nutidig, vestlig udtryksform. Hans arkitektur er ren og enkel i linje og form kombineret med et stramt, geometrisk udtryk. Han har opnået international anerkendelse på grund af sin stærkt personlige designfilosofi, som i sine minimalistiske og strenge løsninger fusionerer japansk arkitektur med den vestlige modernisme. Tadao Ando stræber efter det rene, organiske design, hvilket udgør et godt match til Carl Hansen & Søns designfilosofi.

Tadao Ando har udtrykt stor respekt for Hans J. Wegner, hvis design udgør en væsentlig del af Carl Hansen & Søns produktportefølje. Tadao Ando har eksempelvis brugt den kendte Y-stol i mange af sine projekter.  Det er således også et stoldesign, som han har formgivet for Carl Hansen & Søn – prototypen blev præsenteret på dette års møbelmesse i Milano. Tadao Ando har gået til opgaven med stor respekt og beskriver designet af stolen som en hyldest til Hans J. Wegner.

Resultatet af samarbejdet forventes på markedet i 2013.