Svenske Kinnarps og amerikanske Steelcase dominerer det europæiske marked for kontormøbler – hvis man kan tale om at dominere …
Der er ikke nogle få dominerende udbydere på det europæiske marked for kontormøbler, men derimod en mangfoldighed af producenter, som præger markedet. Det er i hvert fald konklusionen hos Fédération Eu-ropéenne du Mobilier de Bureau (FemB), der er paraplyorganisation for en række nationale møbelbrancheforeninger.
Organisationen har haft det britiske konsulentfirma FTM Consultancy Services til at analysere markedet, og på grundlag heraf er der blevet udarbejdet en Top 100 over Europas kontormøbelproducenter. Analysen bruger FemB til at påvise, at omsætningen faktisk er spredt på ret mange udbydere. Det samlede volumen vurderes til at udgøre 7,7 mia. euro, svarende til 57,8 mia. kroner – og heraf sidder de ti største udbydere på omkring en tredjedel af markedet.
Den absolut største aktør på det europæiske marked er svenske Kinnarps med en omsætning, der svarer til 3,6 mia. kroner, svarende til en markedsandel på 6,1 procent, mens nummer to er amerikanske Steelcase med en omsætning på knap 3 mia. kr., svarende til en europæisk markedsandel på fem procent.
- Ved at offentliggøre og regelmæssigt opdatere disse statistikker er FemB med til at skabe gennemsigtighed i forhold til den europæiske kontormøbelindustri til gavn for vores medlemmer, kunder og for offentligheden, forklarer Henning Figge, formand for FemB.
FemB blev grundlagt i 1972 af de nationale kontormøbel-sammenslutninger af Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Norge, Spanien og Storbritannien. Foreningens formål er at fremme medlemmernes interesser ved bl.a. at informere om den økonomiske udvikling i den europæiske kontormøbelindustrier ved at samarbejde om udviklingen af tekniske og bæredygtighed standarder og ved at udveksle erfaringer og etablere samarbejder med andre internationale institutioner inden for kontor-møbelindustrien.
FemB var repræsenteret på en stand under Orgatec-messen i oktober.
Foto: Amerikanske Steelcase er globalt ledende kontormøbelproducent og er anden størst på det europæiske marked med en samlet markedsandel på fem procent.