Carl Hansen & Søn åbner flagship-store

Møbelproducenten Carl Hansen & Søn har åbnet en flagship store i København - en toetagers designbutik i Bredgade

Møbelproducenten Carl Hansen & Søn har åbnet en flagship store i København - en toetagers designbutik i Bredgade, der vil præsentere det ypperste inden for klassisk, dansk møbel-håndværk fra mestre som Hans J. Wegner, Kaare Klint og Mogens Koch.

Møbelproducenten Carl Hansen & Søn åbner nu deres nye flagship store. Butikken har til huse i Bredgade 21 og bliver en del af den attraktive bydel omkring Amalienborg. Bydelens kvaliteter med en overflod af arkitektoniske perler, gallerier, kunst- og antikvitetshandlere og designforretninger er et perfekt match til Carl Hansen & Søn designunivers.

Direktør Knud Erik Hansen er stolt over udviklingen i familievirksomheden:

- ”Butiksåbningen markerer et nyt kapitel i vores 100-årige historie, som jeg er stolt over at være med til at skrive. Med den nye butik samler vi det bedste af dansk møbeldesign under ét tag. Samtidig skaber vi et oplevelsesunivers, hvor vores håndværksmæssige traditioner og værdier iscenesættes side om side med vores ikoniske design. Vi ser frem til at blive en aktiv del af Københavns designliv og samtidig opnå større synlighed i gadebilledet.

Den toetagers designbutik indrammer fortællingen om klassisk, dansk møbelhåndværk og historie skabt af nogen af Danmarks største arkitekter og formgivere. Stueetagen er dedikeret til at showcase Carl Hansen & Søns møbeldesign fra primært Hans J. Wegner såsom den verdenskendte Y-stol og den skulpturelle Skalstol. Førstesalen er indrettet som et særligt Rud. Rasmussen univers, hvor blandt andre Mogens Koch legendariske Byggereolsystem, Foldestolen og den evigt aktuelle Safaristol af Kaare Klint kan opleves.
 

Rud. Rasmussen Snedkerier, der i dag ejes af Carl Hansen & Søn, er et af Danmarks ældste møbelsnedkerier. Snedkeriet har skabt møbelklassikere i København i over 140 år i samme kompromisløse håndværksmæssige kvalitet som Carl Hansen & Søn. Fra værkstedet og butikken på Nørrebrogade i København vil Rud. Rasmussen fortsætte med at producere og sælge  Carl Hansen & Søns, Mogens Kochs og Kaare Klints klassiske design under eget brand.