Dansk comeback til Orgatec

Udsigten til et positivt kontraktmarked i Europa får flere danske udstillere til at strømme til Orgatec-messen i Køln 21.- 25. oktober

Ikke mindre end 24 danske udstillere vil være at finde på Orgatec-messen i Köln 21.-25. oktober – og det er et endegyldigt farvel til krisestemning.

- Vi oplever nu, at en række danske møbelvirksomheder vender tilbage til Orgatec-messen efter at have holdt en pause i nogle år ovenpå den økonomiske krise. På messen vil deltage hele 24 danske udstillere, så vi nu er tilbage på et niveau før krisen, og da tilslutningen var lavest, var vi nede på 15 danske udstillere, fortæller Jesper Uldall fra Intermess, der repræsenterer Koelnmesse på det danske marked.

Mange af de danske udstillere kan se lyset for enden af tunnelen, og de ser nu nogle muligheder i såvel det tyske som hele det europæiske kontraktmarked. Fritz Hansen er tilbage efter 10 års fravær med en stand på hele 300 kvm, Stouby Furniture er med for første gang og Howe er med igen efter otte år, så det ser rigtigt godt ud med messen, fortæller Jesper Uldall videre.

Blandt de danske udstillere er bl.a. Gabriel, Fritz Hansen, Gubi, +Halle, Hay, Holmriis Office, Howe, Kvadrat, Muuto, Softline og Stouby Furniture.

Innovative udfordringer

Der forventes i alt 600 udstillere fra 40 lande til messen, der ifølge messeledelsen er et must for virksomheder med interesse for kontorindretning.

- Kontormiljøerne og arbejdspladserne undergår en del ændringer og møder nye krav om fleksibilitet og digitalisering foruden de demografiske ændringer, der betyder at et stigende antal medarbejdere bliver ældre – samtidig med, at der bliver flere af den gruppe, vi kalder ‘digitale indfødte’. Det giver nogle innovative udfordringer for virksomhederne, især fordi hele problematikken omkring work/life balance ser ud til at spille en stadig større rolle for den ansatte, siger Katharina C. Hamma, der er Chief Operating Officer for Koelnmesse.

To tredjedele af de udstillende virksomheder på messen vil være udenlandske, og der vil i forhold til sidste gang være en stærk repræsentation af udstillere fra Italien, Spanien, Sverige, Danmark, Frankrig og Tyrkiet – for første gang nogensinde vil messen komme til at indeholde en fransk fællesstand.

Hallerne

De innovative løsninger for kontorindretning vil være at finde i hal 6-9 såvel som i hal 11. Desuden vil hal 6 komme til at indeholde Orgatec Trend Forum, hvor faglige eksperter gennem alle messens fem dage vil diskutere aktuelle trends og aktuelle udfordringer. Noget helt nyt på messen bliver specialudstillingen ‘Innovation of interior’ i hal 8 med vægt på bl.a. funktionelle og smarte materialer i indretningen samt bæredygtighed. I hal 10.2 vil hovedvægten være præsentation af løsninger til kontraktmarkedet: hoteller, lounges, restauranter og andre byggeprojekter ligesom der i hallen vil være en ‘architects lounge’. I hal 11.2 vil der blive etableret to såkaldte kompetence-centre, hvor man kan gå i dybden, rent fagligt. Dels med ‘Orgatec Space’ vil der fokuseres på samspillet mellem belysning, gulvbelægning, vægge og indeklima, mens ‘Orgatec Mobile’ vil fokusere på mobilitet og teknologi, hvor IT-virksomheden vil præsentere løsninger der kan styrkes den mobile arbejdsplads.