Ikonisk bordlampe i violet parat til kampdag

Norske Glamox sender en violet og begrænset specialudgave af den ikoniske Luxo L-1 bordlampe på markedet

Forud for kvindernes internationale kampdag 8. marts sender norske Glamox en violet og begrænset specialudgave af den ikoniske Luxo L-1 bordlampe på markedet for at støtte op om dagen og kvinders rettigheder.
Alle indtægter fra salget af lampen i perioden 8.-31. marts bliver doneret til den humanitære organisation CARE, der vil bruge pengene til formål, der støtter op om kvinders rettigheder og livsvilkår.
Lampen ER ikonisk - ligesom dens historie. Vi skal nemlig lige skrue tiden tilbage. Luxo-navnet er hentet fra den latinske grammatik og betyder "jeg giver lys".

Engelske aner

Men faktisk nedstammer Luxo-lampen fra den legendariske engelske Anglepoise®. Historien er som følger: Den norske forretningsmand Jac Jacobsen havde startet virksomhed i 1934. Efter et par år blev virksomheden udvidet til også at omfatte ventilation, persienner og belysning.
I 1936 modtog Jac Jacobsen to "kranlignende" lamper i en forsendelse med symaskiner. Disse var medsendt for at maskinerne skulle blive lettere at betjene i kraft af en bedre arbejdsbelysning – hvad der dukkede op for hans åsyn var de første Anglepoise-lamper.
Han fattede interesse for lamperne, fordi han på den ene side kunne se det unikke i de fjedreregulerede arme, men samtidig så muligheden i at forbedre designet væsentligt. Man fornærmer nok ikke nogen ved at sige, at de første Anglepoise-lamper var mere praktiske end de var kønne ...

Videreudvikling

Jac Jacobsen kontaktede Herbert Terry & Sons Limited for at indgå en aftale om at producere i Norge, og den aftale kom i hus på den betingelse, at han hos englænderne købte komponenterne til de første 500 lamper.
Det lyder ikke af meget i dag – men det var et stort antal lamper dengang. Her kommer vi så til et lille paradoks: Selvom Anglepoise var urfader til arkitektlampen, baseret på fjeder-systemet, så var det Jac Jacobsen, der videreudviklede lampen i en sådan grad, at det var hans udgave af lampen, der indtog en stor del af verden.
Han skabte nemlig i efteråret 1938 den første Luxo-lampe, Luxo 1, og han fik senere rettighederne til at sælge lampen på alle markeder uden for Commonwealth. Den blev et kæmpehit.
Luxo 1 blev en stor eksportartikel og indbegrebet af arkitektlampen, som vi kender den – allerede i 2008 var den solgt i mere end 25 millioner eksemplarer.
Luxo blev børsnoteret i 1998 på den norske børs, men da virksomheden i 2009 blev opkøbt af Glamox, blev den afnoteret.
I mellemtiden er Anglepoise-lampen blevet relanceret og oplever en nyrenæssance - men det er en anden historie.

På billedet:  Indina Smith, Digital Developer, med en violet Luxo L-1 bordlampe. Foto: Glamox.