Stockholm Furniture Fair 2009 har virket som et fluepapir på virksomheder, der har ønsket at præsentere deres nyheder inden for møbeldesign og indretning.
Messen har tværtimod et problem med kapaciteten, for mange har forgæves måttet stå på venteliste, mens 750 udstillere fik det privilegium at få en stand på messen, der især har designere og arkitekter som målgruppe.
Der er dog håb forude, for i 2010 vil messen blive udvidet med yderligere 10.000 kvm i forhold til de 56.500 kvm, der udgjorde standarealet for i år. Det vil give mulighed for dels større stande, dels flere stande, så den stigende efterspørgsel kan tilfredsstilles.
Messen gjorde i år lidt mere ud af møbelhandlen med et udstillingsområde, der især var forbeholdt den del af detailhandlen, der har med møbelsalg at gøre. Stylisten Lotta Agaton stod således bag en belysnings- og interiørudstilling i hal B, hvor der var fokus på ideer til at udvikle butikskoncepter, der kunne være optimalt for møbelsalg.
På messen var der også etableret et særligt område til køkkenfolket, Kitchen Area, der markerede køkkenudstillernes tilbagevenden på Stockholm-messen.
Der var gjort en del ud af at øge messens indhold kvalitativt ud over udstillernes præsentationer – bl.a. med en række foredrag fra fremtrædende personligheder: Den verdenskendte trendanalytiker Li Edelkoort holdt således et foredrag om fremtidens møbler, indretning og arkitektur, mens det internationale design- og arkitekturtidsskrift DAMn Magazine var vært for en samtale-dialog med bl.a. Ineke Hans, Eero Koivisto, Jens Fager og Mark Isitt på scenen.
- Vi har brugt en del kræfter på at overveje, hvad vi indholdsmæssigt kunne gøre for at give endnu mere viden til de primære målgrupper blandt de besøgende som først og fremmest er arkitekter, indretningsarkitekter samt møbel- og belysningshandlen. Der har vi fået arrangeret flere foredrag og seminarer i forhold til tidligere, siger Charlotte Wiking, projektleder for forretningsudvikling og internationale relationer hos Stockholm Furniture Fair/Northern Light Fair.