Kontekstuel innovation

Svendborg Architects har profileret sig stort i udlandet med deres æstetiske, nyskabende og på samme tid ydmyge og menneskelige arkitektur, men i Danmark er de dog endnu lidt anonyme

Tekst og fotos: Olliver Stensballe

svendborgarchitects1Når man bevæger sig op af trapperne til førstesalen af den tidligere industribygning ved det naturskønne Kløvermarken i København, er det første, der møder én tre kasser med økologiske frugter, brød og dagligvarer fra Aarstiderne.

- Det er egentlig bare fordi, vi knokler meget – sidder man ofte til klokken tre om natten, er der ikke altid overskud til det sunde, hvis det ikke bliver planlagt, smiler ejeren af tegnestuen, Johnny Svendborg.

Abstraktionsniveauer

Men kender man tegnestuen er dette langt fra en tilfældighed, snarere er det et konkret eksempel på, hvilken indstilling til omverdenen, der råder på alle abstraktionsniveauer:

- Bæredygtighed handler ikke bare om grønne planter og vindmøller. Kan man lave nogle huse som faktisk bliver stående flere hundrede år, så kan man tale om reel bæredygtighed. Man kan også tale om social bæredygtighed, og det er der vores fokus på sociale mødesteder og rummene mellem husene kommer ind. Det kan ikke siges nok gange, hvor vigtigt det er, at man tænker over mellemrummene, mødesteder og udearealer, for ikke at få en forblæst by, som man kan opleve det nogle steder i Ørestad. På det helt store plan kan man tale om byplanmæssig bæredygtighed. Hvorfor ikke planlægge byerne, så transporten og forureningen bliver minimal, hvis nærområderne er gode, behøver du ikke køre langt i din bil, siger Johnny Svendborg.

En del af konteksten

I tråd med dette definerer tegnestuen sig ikke ud fra hvilken skala, de arbejder med, for den kan med alt fra byplanlægning til butiksindretning og pavilloner. Nej, det, der gennemsyrer alle projekter, er mere en ydmyg respekt og forståelse for den omverden, man er en del af og den lokale kontekst, man bygger i, en filosofi Johnny Svendborg selv opsummerer i begrebet 'Kontekstuel innovation'.

- Begrebet er sammensat af to dele. Det ene kan ikke fungere uden det andet. Hvis man ikke forholder sig til byggeriets kontekst eller sammenhæng, har man fejlet som arkitekt. Det kan være mange forskellige sammenhænge. Fysisk kan det være højder, materialer, stilarter, men det kan også være de sociale sammenhænge mellem folk, der skal bruge huset, folk, der skal bygge det, og dem, der finansierer det, eller dem, der bare passerer forbi huset, siger Johnny Svendborg og fortsætter:

- Hvis man ikke har et forhold til og en forståelse for de sammenhænge, så synes jeg man er arrogant og kæler for sit eget ego. Hvis man på den anden side ikke er innovativ og prøver at udvikle arkitekturen som kunstart, så er det jo ren stagnation. Vi vil altså gerne være på forkant innovativt, men med en respekt for det eksisterende og sammenhængen, siger Johnny Svendborg.

Tog springet

Gennem sin 12 år lange karriere har Johnny Svendborg allerede vist sit værd. Ud over at have undervist på akademiet, har han været på ansat på landets største tegnestuer, C.F. Møller, 3XN og hos Henning Larsen Architects, hvor han igennem flere år arbejdede som sagsarkitekt med ansvaret for 10-15 mand. Her arbejdede han med projekter som Ferrings´ hovedkvarter i Ørestad, Frederiksberg Gymnasium og Koncerthuset i Uppsala.

Ønsket om at se egne projekter gro blev dog så stort, at han i 2007 søgte det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond på 840.000 kr., hvilket han blev tildelt i maj måned. Dette blev varmt modtaget og startskuddet til at starte tegnestue i eget navn. Hans erfaringer i Uppsala viste sig hurtigt at være guld værd, han blev nemlig inviteret til en konkurrence i byen om et større byudviklingsprojekt på 25.000 kvm, Frodeparken, og vandt foran næsen på mange andre store tegnestuer på grund af et helt originalt forslag som eksemplificerer tegnestuens grundsyn.

svendborgarchitects3

Park på taget

- Grunden lå tæt op af en smal park, og alle vore konkurrenter lagde sig tæt op af parken og spærrede dermed for den. Vi valgte i stedet at tænke i sammenhænge og udvidede faktisk parken. Vi lod den bevæge sig op på taget af bygningen, og dermed tilføjede vi altså mere kvalitet, i stedet for at fratage stedet de kvaliteter, der var. Derudover prøver vi at arbejde med en facade, som vil opleves forskelligt afhængigt af om man bare tager toget meget hurtigt forbi eller står tæt på, så det også får en værdi for beboerne – det vil sige vi har givet den en skala som man kan forholde sig til, når man er tæt på den, og når man går rundt mellem husene, samtidig med at der ligger nogle større grafiske tryk hen over facader som kan opleves fra stor afstand, så den ikke bare taler med det helt lokale, men også med en større kontekst, forklarer Johnny Svendborg.

International profil

Den store medgang i udlandet skyldes bl.a., at tegnestuen er blevet udvalgt til at få støtte fra Eksportrådets BornCreative-program, som indebærer rådgivning, sparring og konsulentbistand. Et program, der er sat i søen på grund af den store fokus, der er på Danmark i disse år. Denne håndsrækning har blandt andet været medvirkende årsag til at Svendborg Architects denne sommer kunne udstille på London Architecture Festival sammen med andre danske bæredygtige byggerier på den danske ambassade under titlen susDANEable. Her udstillede tegnestuen sammen med projektet i Uppsala også med et andet projekt i vort broderland: Masterplanen til et 30.000 kvm stort industriområde i Eskilstuna, som ligger smukt langs en å med en flodbred, der skal trækkes ind i byen, så den slynger sig ind gennem bydelen og bliver til glæde for flest mulige beboere. Og tegnestuen er ikke i tvivl om hvor fra opmærksomheden kommer.

- Mellem 70-80 procent af vores omsætning ligger i udlandet, vi er ikke blevet inviteret til så mange konkurrencer i Danmark endnu. Men når de indbyder os til deres konkurrencer i udlandet, ville det da være dumt at takke nej, siger Johnny Svendborg.

Af andre opgaver tegnestuen har udført i udlandet kan nævnes den overordnede plan for revitaliseringen af Portos flodbred i Portugal hvor man har indarbejdet bæredygtige tiltag, som vindturbiner, køling af nye kontorhuse via flodvand, samt hele solcellefacader.

Fremtiden

I næste måned ansætter tegnestuen 4-5 mand mere, når de går i gang med projekteringen af nogle af deres skitseprojekter, hvilket næsten er en fordobling af ansatte, der gennemsnitlig er sidst i 20’erne og kommer fra så forskellige byer som Istanbul, Milano, Malaga og New York, og så selvfølgelig også et par stykker fra Danmark.

svendborgarchitects2- Om 10 år tror jeg egentlig ikke vi er en meget større tegnestue. Det er vigtigt for mig at være en tegnestue, hvor der er sammenhæng i tilgang og arbejdsmetode, og hvor projekterne alle baseres på et fælles grundsyn. I Spanien er en stor arkitektvirksomhed på fem personer, og man kan ikke sige, at deres arkitektur er dårligere af den grund, det med mastodonter er et fænomen man mest ser her nordpå. For mig er der tre ting, som er vigtigere end alt andet. For det første, skal vi gøre en forskel, for det andet skal vi have det sjovt mens vi gør det, og for det tredje skal vi lige kunne klare os rimeligt økonomisk, siger Johnny Svendborg.