På Milano-messen havde Engelbrechts A/S forpremiere på en ny loungestol designet af Erik Magnussen
På Salone Internazionale del Mobile-messen i Milano havde møbelproducenten Engelbrechts A/S forpremiere på en ny loungestol designet af Erik Magnussen.
Stolen er døbt Plateau, idet dens højre armlæn har en større plan flade, hvor man kan stille eller lægge relevante emner, så som en drink, fjernbetjeningen eller måske den bærbare. Plateau er ifølge producenten skabt til f.eks. lounge- og venteområder.Stolens højde er 120 cm, og den er placeret på en højglanspoleret aluminiumsfod, der fås med eller uden automatisk returdrej.
Plateau er produceret i hårdt skum påsat koldskum, og dette skaber en komfortabel siddeflade. Plateau fås med læder eller stofbetræk. Den organiske form har udfordret polsterarbejdet til det yderste og skabt nye produktionsprocesser, hvor man bl.a. har reduceret antallet af syninger til et minimum. Således består stolen kun af to stykker stof eller læder - et til siddefladen og et til ryggen.
Inspiration til formen? Såmænd ved, at designeren Erik Magnussen betragtede formen på sin venstre hånd. Her gav tommeltotten inspiration til stolens plateau, og de øvrige fingre til ryggen.