Af Kim Sejr
De danske møbelprocenter havde i år for alvor valgt IMM-møbelmessen i Køln til platform for deres afsætning - i alt 46 danske udstillere var til stede på messen mod 36 danske udstillere året før. Dermed var de danske møbelproducenter suverænt mest synlige på messen, når det gælder nordisk møbeldesign. De øvrige nordiske møbelfabrikanter havde tilsammen således kun 20 udstillere med på messen i år - otte fra Sverige, seks fra Finland og to fra Norge.
Tvillum-Scanbirk i Herning har valgt at koncentrere sin messeindsats om IMM alene, når det gælder Europa.
- Det er her, vi får mest ud af vor indsats. Der kommer mange mennesker og især fra de markeder, der er mest interessante for os, især det tyske marked, men også f.eks. det hollandske, siger Tvillum-Scanbirks nordiske salgsdirektør Flemming Knudsen, der således helt bevidst har fravalgt såvel Milanomessen og Stockholm Furniture Fair.
- Det går godt for os. Vi har naturligvis været påvirket af finanskrisen, men vi fik et rimelig godt 2010, og alt ser ud til at vi også får et godt 2011, siger Flemming Knudsen.
Samme melding er der fra Softline A/S fra Maribo:
- Vi har haft et rimelig godt 2010, men forventer en vækst på ca. 15 procent for 2011, også på det danske marked, siger Finn H. Sørensen, administrerende direktør for Softline A/S, der har en eksportandel på omkring 85 procent.
- Vi oplever en god interesse på IMM i år - det er en messe, der er meget vigtig for os, når det gælder markederne i Mellemeuropa, siger Finn H. Sørensen.
Naver Collection, der er et salgssamarbejde mellem Aksel Kjersgaard A/S og Gramrode Møbelfabrik, udviser også positive takter:
- Vi havde et fornuftigt 2010, selvom vi var lidt påvirket af finanskrise, men det går fremad igen nu, især på de skandinaviske markeder samt det tyske og det schweiziske marked, så vi er meget tilfredse, siger Jørgen Kjersgaard, indehaver af Aksel Kjersgaard A/S.
Naver Collection har udstillet på IMM de sidste 10 år og har valgt udelukkende at udstille på denne messe.
- Det er simpelthen her, vi får mest for vor investering, og så er der en god synergi med vore egne sælgere i Tyskland og vore agenter i f.eks. Holland og Schweiz, siger Jørgen Kjersgaard.
Læs også Danske udstillere missede IMM 2011