Jubilæumsår og fraværet af en askesky var ikke nok til at overgå sidste års rekordstore antal besøgende. 321.320 valgte at besøge Milano-messen (Salone Internazionale del Mobile) i år mod 329.563 året før, der ud over møbeludstillingen også bød på udstillingen af belysning, Euroluce.
Besøgstallet dette år er dog under alle omstændigheder på et niveau, der gør Milano-messen til en global event med sin helt egen status, og messeledelsen var da også yderst tilfreds med begivenheden.
Antallet af fagligt besøgende var i år på 282.483 mod sidste års 297.460 - til gengæld var hele 63 procent af de fagligt besøgende fra lande uden for Italien mod 56 procent sidste år.
- Vi er meget tilfredse med dette års Saloni, og resultatet er blot en belønning for 50 års engagement. Men derfor skal vi ikke hvile på laurbærrene, for der vil altid være udfordringer forude, hvor vi vil stræbe efter at sætte kvalitet i højsædet, siger formanden for messevirksomheden Cosmit, Carlo Guglielmi.
Også en del af de danske udstillere var ganske tilfredse:
- Modsat 2010, hvor messen blev hårdt ramt af den Islandske askesky, var Salone Milano 2011 en meget stor succes for os. Vi lancerede tre nye serier, som alle blev særdeles godt modtaget. Vi sporede en generel optimisme fra stort set alle vore eksportmarkeder og fik fornemmelsen af, at vi også som virksomhed er på rette vej, hvad angår vore produktlanceringer, fortæller Ole Bjerg, salgs- og marketingdirektør hos Fredericia Furniture og tilføjer:
- Forventningerne blev mere end indfriet. Vi havde en behersket optimisme med i kufferten på grund af de spændende nyheder, men vi havde ikke den helt store føling med, om finanskrisen havde sluppet sit tag i kunderne. Det må vi nu erkende, at den har, siger Ole Bjerg.
- Milano-messen var endnu engang en god udstillingsplads for os. Vi oplevede kunderne som positive og ikke mindst købelystne. Dette tolker vi som om, at markedet for kontraktmøbler har stabiliseret sig og er på vej i en positiv retning. Det var perfekt timing for vores strategi på grund af, at vi igen i år havde valgt at lancere vores fem nye produkter i Milano - blandt andet 'Shelter' og 'Didi', som fik mange kommentarer med på vejen, siger administrerende direktør i Globe Zero4, Lars Schmidt Hansen.
Salgsdirektør i Dan-Form, Sanne Protin fik sine forventninger indfriet på messen:
- Vi har været med på Milano-messen de sidste 12 år - og for os bliver messen bare bedre og bedre, både med hensyn til direkte skrevne ordre på messen, men også det utroligt gode fremtidspotentiale i de kunder, der møder frem. Kvaliteten af kunderne var rigtig god - og det har allerede kort tid efter messen resulteret i mange flere ordrer i kølvandet på messen, siger Sanne Protin.
Debuterende på Milano-messen var PP Møbler med speciale i Hans J. Wegner-klassikere, og på messens talentzone, SaloneSatellite, var der en enkelt dansk deltager blandt de 140 unge designtalenter fra 35 lande - dansk-tyske Phillip Grass.
De danske fællesstande var, med støtte fra Eksportrådet, arrangeret af Generalkonsulatet i Milano i samarbejde med Easy Fair.
- De danske udstillere vakte stor interesse og blev virkelig godt besøgt hele ugen igennem - og hvad der var endnu mere positivt: Der var tale om kunder på et virkelig interessant niveau, fortæller Birgitte Woersaa, sektorrådgiver, Danmarks Generalkonsulat, Milano.
- Prisvindende, innovativt design var også fællesnævneren på den danske belysningsstand i hal 13, hvor Tom Rossau, Refer + Staer og Bell Xpress viste deres spændende bud på dagens og fremtidens lys, fortæller Birgitte Woersaa.
Næste messe afholdes 17.- 22. april 2012.