Stockholm Furniture & Light Fair er den fagmesse, der tiltrækker flest udstillende danske virksomheder inden for møbler og belysning. På seneste messe i februar var hele 101 af udstillerne danske - til gengæld var kun 727 ud af alle godt 38.000 besøgende danske.
Det tal bør være meget højere mener bl.a. en række store, danske udstillere, som sammen med Stockholmsmässans danske kontor og messeledelsen har taget initiativ til et besøgsprogram, som skal gøre det lettere for bl.a. danske møbelhandlere og deres personale at besøge messen i Stockholm.
- Besøgspakken består først og fremmest af en rejsepakke, som gør det nemt og attraktivt for møbelhandlere, arkitekter og andre relevante besøgende at besøge messen, siger Marianne Sjöberg fra messens danske kontor.
Læs mere om Stockholm Furniture & Light Fair.
- Pakken indeholder fly, hotel, transport og messebesøg (entrébillet), herunder også adgang til messens VIP-lounge. Besøgspakken giver også mulighed for, at man kan nøjes med en enkelt dag på messen - altså ud og hjem samme dag. Hvor det tidligere måske har været lidt uoverskueligt i en travl hverdag at skulle bestille flybilletter, finde hotelværelse, finde ud af, hvordan man kommer frem og tilbage til messen osv., skal man nu stort set bare trykke på en knap - alt ligger pakket og klart, og man kan allerede i dag bestille sin rejse på www.stockholmsmassan.dk. Der er dog et begrænset antal pladser, så derfor er det efter først til mølle-princippet, siger Marianne Sjöberg.
Besøgspakken er udviklet i samarbejde mellem Stockholmsmässans danske kontor, Stockholm Furniture & Light Fair og førende danske møbelproducenter, som udstiller på messen, herunder Brødrene Andersen Møbelsnedkeri, Cane-line, Fraster, Fredericia Furniture, Frost, Gabriel, Haslev Møbelsnedkeri, Rezas Oriental & Modern Rugs, Sika-Design og Stouby Furniture.