- Med vor designserie ville vi gerne skabe siddemøbler, hvor udtryk og funktionen harmonerer, så man både kan have et smukt møbel og samtidig en høj grad af funktion i overensstemmelse med vor filosofi, siger salgsdirektør i Varier Furniture A/S, Frederik Fogstad.
Med denne filosofi er der allerede skabt moderne klassikere som f.eks. stolen Date designet af Olav Eldøy, den provokerende og originale stol Ekstrem designet af Terje Ekstrøm og stolen Peel/Peel Club designet af Olav Eldøy, Johan Verde og Ole Petter Wullum.
Arkitekten bag hovedparten af firmaets ergonomiserie er designeren Peter Opsvik. Et design-ikon på dette felt er siddemøblet Variable Balans (foto), som af et italiensk magasin for nylig blev kåret til en af de fem største nyskabelser inden for møbeldesign.
Læs mere om Peter Opsvik
Virksomheden anvender udelukkende eksterne designere til produktudviklingen, fortrinsvis norske - dog har japanske Toshiyuki Kita deltaget i udviklingen af stolen Tok.
Variér er meget orienteret mod de udenlandske markeder med en eksportandel på 90 pct. - det meste af salget går til godt 1.600 butikker i hovedsageligt det europæiske retailmarked.
Variér blev dannet i 2006 efter at virksomheden Stokke besluttede at fokusere på løsninger rettet mod børn og unge (f.eks. Tripp Trapp-stolen), mens den øvrige kollektion blev udskilt til den nye virksomhed Varier. I dag er virksomheden ejet af kapitalfonden Credo Partners Equity, der også ejer det norske møbelfirma ForaForm.
Varier er en af de større norske møbelproducenter med en omsætning på 120 mio. NOK i 2010.