C.F. Møllers stol Wave til Ground Zero

180 auditoriestole tegnet af C.F. Møller Design skal anvendes i mindemuseet The National September 11 Memorial Museum i New York

Auditoriestolen Wave skal stå i en pavillon i 9/11 Memorial Museum. Den er tegnet for Skeie, en norsk producent af fastmonterede stole til blandt andet uddannelses- og kultursektoren.

Museet er placeret på den del af Ground Zero, hvor World Trade Center stod, og består af en park med to bassiner, der symboliserer de to tårne, og en museumspavillon med en permanent udstilling af genstande, fotos og videoer fra og om den tragiske begivenhed. Museet er tegnet af det norske arkitektfirma Snöhetta.

Producenten Skeie har vundet kontrakten på de 180 auditoriestole til museumspavillonen i stærk konkurrence med flere amerikanske producenter, og selv om ordren ikke er stor, er den meget prestigefuld.
Det er det eneste ikke-amerikanske produkt, som indgår i byggeriet.

Højprofileret projekt

- Vi er meget glade og stolte over, at Skeie er lykkedes med at få Wave med i et så højprofileret projekt. Det beviser, at stolen lever op til de strenge æstetiske, sikkerhedsmæssige og funktionelle krav, som der stilles i USA, og at designet kan fungere i de mest krævende auditoriemiljøer, siger Jon Brøcker, leder af C.F. Møller Design, som står bag udviklingen af stolen.

Wave er blevet hædret med Merket for god design i Norge og Red Dot Design Award 2010. Stolen er produceret siden 2009 og anvendes i auditorier i mange forskellige typer byggerier i Europa med CERN’s auditorium i Geneve som et af de mere kendte (Det europæiske center for forskning i partikelfysik).