Reick A/S og Kinnarps A/S, der leverer kontormøbler til erhvervslivet og den offentlige sektor, åbner i fællesskab en ny afdeling med showroom i Esbjerg. Det er ønsket om at styrke positionen på kontormøbelmarkedet gennem en direkte tilstedeværelse i Esbjerg-området forenet med intentionen om at yde en professionel service for kundekredsen, der har fået de to virksomher til at styrke et allerede veletableret samarbejde i regionen.
-Reick har gennem flere år været en dygtig og professionel Kinnarps-partner med konstant stigende omsætning indenfor både erhvervslivet og den offentlige sektor i Syd- og Sønderjylland. Vi har i fællesskab vurderet, at der også er plads til os i denne meget driftige og spændende del af Danmark og har derfor sammen besluttet at etablere denne afdeling, fortæller adm. direktør for Kinnarps A/S, Søren Stryhn.
Den nye afdeling med 240 kvadratmeter udstilling betjent af to indretningskonsulenter er beliggende på Storstrømsvej 35 i Esbjerg og den officielle åbning finder sted mandag den 5. oktober.
Kinnarps A/S har egne afdelinger i Brøndby, Aarhus, Aalborg, Odense og Middelfart, hvorfra en stor den af det danske marked bliver direkte serviceret, men Kinnarps har samtidig altid haft en stærk og stabil forhandlerkreds for at dække Danmark 100 %, hvorunder Reick A/S de seneste 6 år har varetaget markedet i Syd- og Sønderjylland. Salg og servicering af Esbjerg-området er tidligere sket fra Reick’s afdelinger i Tønder og Rødekro.
- Det er vigtigt for os i hverdagen, at vi er tæt på vore kunder i Esbjerg og omegn, og vi er overbeviste om, at det vil være et særdeles velkomment initiativ for både erhvervslivet og den offentlige sektor, at Reick og Kinnarps nu er lige om hjørnet. Vi forventer, at der hurtigt vil blive brug for ekstra personale til at varetage salg og servicering, slutter adm. direktør for Reick A/S, Christian Frisk.