For medarbejderne hos Holmris+Flexform og Punktum|Designbrokers bliver 2016 et spændende år. De to velkonsoliderede og respekterede virksomheder fusionerer pr. 1. januar 2016 og ser en række fordele for såvel kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere ved den styrkede konstellation.
Københavnske Punktum|Designbrokers havde ellers lige nået at slå pjalterne sammen i 2015, da Holmris+Flexform bankede på døren.
- Timingen syntes umiddelbart skæv, men nysgerrigheden var for stor og fordelene for mange. Kemien var til stede fra første færd, og vi deler grundlæggende værdier og ambitioner om at skabe en game-changer”, udtaler Jesper Kempinska-Larsen, som er en af fem partnere i Punktum|Designbrokers og tilf'øjer:
- Sammen skaber vi en af Danmarks absolut førende møbelvirksomheder, der gennem en bred vifte af egne kompetencer og i tæt samarbejde med både leverandører og arkitektvirksomheder – gør os i stand til at levere de bedste løsninger for vore kunder.
- Sammenlægningen sker med baggrund i ønsket om at skabe den fornødne størrelse virksomhed til, at vi også fremadrettet kan matche vores kunders ønske om nye produkter, koncepter og ydelser og samtidig ønsker vi at ekspandere vores koncept til en række udenlandske metropoler, siger Niels Henrik Lauritzen, adm. direktør i Holmris.Designbrokers.
Punktum|Designbrokers har igennem flere år været etableret i London, Rotterdam, Oslo og Stockholm. Holmris+Flexform, der indgår i Holmris Group, med egne designprodukter og produktionsfaciliteter i Danmark, har igennem de senere år ekspanderet kraftigt og vundet en række prestigeprojekter bl.a. indenfor kontor, pleje- og undervisningsområdet.
Holmris.Designbrokers får i forbindelse med fusionen – ud over de nuværende placeringer i Køge, Birkerød, Løsning og Holstebro - også til huse på Amaliegade i København, hvor Punktum|Designbrokers har showroom i dag, og får derved en endnu bedre geografisk spredning til glæde for alle.
Den danske del af virksomheden tegner sig fremadrettet for en omsætning på den gode side af 500 mio. kr. og beskæftiger 135 dedikerede medarbejdere, hvoraf langt hovedparten vil være direkte beskæftiget med at rådgive og servicere kunder og samarbejdspartnere.
- Vi glæder os rigtig meget til fremtiden – Vi er sikre på at vi har fået sammensat det helt rigtige hold og glæder os til at hjælpe med flere og endnu bedre indretninger, der vil understøtte vore kunders forretning på bedste vis – uagtet om denne er Kontor, Undervisning, Pleje, Hotel eller Restauration, så har vi en målsætning om, at være de bedste, siger Niels Henrik Lauritzen.