Et kreativt og originalt bud på en kontor-arbejdsplads fra EFG, European Furniture Group, var i hvert fald spektakulær nok til at tiltrække en del opmærksom på virksomhedens stand på dette års Stockholm-messe.
Løsningen Gaia, kontoret i en træcylinder, er svaret på en opgave, EFG gav fem studerende på Chalmers Master Industrial Design Engineering. Disse studerende deltog samtidig i et kursus i Cradle2Cradle. Og opgavens oplæg var: Giv os et forslag til design af en personlig arbejdsplads i en verden med færre arbejdspladser end ansatte, og hvor en større andel af arbejdstiden går med møder, og hvor arbejdstiden ikke er fast mellem ni og sytten. Hvor dygtige medarbejdere er en mangelvare, og hvor virksomhedens image er vigtigt, når unge vælger, hvor de ønsker at arbejde.
De studerendes fortolkning af opgaven blev blandt andet at: arbejde har altid været et sted, man går til hver dag. I fremtiden vil vi formentlig se en mere fleksibel arbejdsplads, der ikke er afhængig af samme fysiske placering, at arbejdet vil være mere dynamisk og måske også mere freelancebaseret og baseret mere på netværk end på hierarki.
Løsningen blev en cylinder ud fra en tankegang om at pladseffektivt, ligesom materialerne kan genbruges eller genanvendes, den er fleksibel i forhold til indretning, bevægelig i rummet og helt klart en del af virksomhedens image.
- Vi var mildest talt overrasket, da vi først fik forslaget præsenteret for os, men positivt overrasket. Det var samtidig en løsning, der passer godt til temaet for vores stand: ”Concept work. And works”, siger Marianne Dahl, direktør for Product Development på EFG.